Kor lang tid kan det egentlig gå mellom å lese en bok og å skrive om en bok? Æ vet ikke helt, men æ har hatt et utkast med sitata fra Jævnet med jorden ligganes i akkurat to uke, og det e da ganske unødvendig, for det e ikke som om æ treng å skrive nokka stort og vakkert om boka i sæ sjøl – æ får håpe på at de utvalgte sitatan e god nok som bevis på at boka fortjene store, vakre ord, eller en lang rekke små, fine ord. (æ vet ikke, av og til skriv æ ting og så skjønne æ ikke sjøl ka æ mene med dem, men æ like kordan det høres ut. Grunn god nok?)

Æ like boka, og det va overraskanes enkelt å lese dansk (men det hjelpe kanskje på at det e ganske korte fragmenta av tekst, så det va ikke så mye å lese av gangen). Æ leste den ferdig på flyturen fra Oslo til Tromsø, og opplevde et øyeblikk kor æ innså at æ neppe kommer til å bli en del av folket, da æ la ned Mette Moestrup og trakk Hélène Cixous opp av veska fordi æ hadde lyst å lese nokka lettere. (Æ vet ikke helt, men æ tror Love Itself e lettere Cixous-lektyre enn mye anna? Eller så har æ helt feil bilde av Cixous, hvilket selvfølgelig også e en mulighet æ ikke skal kimse av.)

Æ har et problem med Jævnet med jorden og det e ikke boka sin feil, heller min egen: æ like å tenke på den som Jævnet med jorden av Mette Moestrup og hver gang æ tenke det ende æ opp med å tenke på Skutt i filler av Mads Mikkelsen og så tape æ skutt i filler-spillet, igjen¹. Sukk. Men uansett, fine sitat:

Vi ville, tænker jeg, beholde vannmøllen som en beholder for vores følelser for den. Så vores følelser for stedet kunne finde sted. Så vi til enhver tid kunne vende tilbage. Så det kunne blive ved med at være, som det altid havde været. Men er er ikke noget sted, der altid er, som det altid har været. (s. 8)

Et sted er aldrig et eller andet menneske, men et menneske er altid et eller andet sted. Du kan tage dig ud af vandmøllen, men du kan ikke tage vandmøllen ut af dig. (s. 9-10)

(æ lot være å streke under i boka, fordi æ fortsatt ikke syns det e helt greit å streke under i bøker, bortsett fra i noen av dem – det e en forskjell æ ikke kan forklare – men æ tenkte på Seida, selvfølgelig, fordi det e det æ gjør når æ skal tenke på et sted, i hvert fall den typen sted; Seida som en beholder for følelsa, det virke riktig)

Hvis sandheden skal frem, og det synes jeg, at den skal, så kan jeg bedre lide brudstykker enn noveller. (s. 27)

Det at du kom på rekordtid, gjorde det ikke bedre, eller: Det var godt, og det var ikke godt. (s. 34)

Spé-Manden, det var noget, Mormor og Mormot To sagde i stedet for bandeord. De skulle ikke nyde noget af at påkalde en vis herre, man kunne jo aldrig vide. De havde ikke ligefrem et fælles særsprog, som jeg har læst, at nogle tvillinger har. Men Spé-Manden må siges at være et særord, som jeg kun forstod, fordi jeg havde hørt dem sige det så tit. Det var så fikst med Spé-Manden. De kunne roligt påkalle Spé-Manden, fordi Spé-Manden med garanti ikke fandtes. Det vidste de, Mormor og Mormor To, for Spé-Manden havde de selv fundet på. Sådan virker sproget måske ikke for et barn, tænker jeg, men det tænkte jeg selvfølgelig ikke dengang. Måske tror børn, at hvis noget har et navn, så findes det også på en eller anden måde. (s. 36)

Lad os gøre en roadmovie ud af det, honey, jeg kan lide at blive kørt rundt med. (s. 37)

Du må også, siger jeg til mig selv, se at få taget det kørekort, hvorfor er det aldrig blevet til noget, hvorfor er der så meget, der aldri bliver til noget med dig? (s. 38)

Jeg sagde, at jeg blev nødt til at tenke over, hvad jeg ville med mit liv. Det mente Mormor, at mit liv nok selv skulle finde ud af. (s. 40)

Det kaldte hun sin barm: gesimsen. Som om hendes krop var en bygning, tænker jeg. (s. 41)

Det er blivet mørkt omkring din krop, siger jeg til mig selv, mens du har været i dine tankers vold. Det er typisk dig at glemme alt omkring dig, mens du tænker, når bare der er vin og cigaretter nok. (s. 75)

Læseren af triviallitteratur er, kan jeg huske, at jeg har læst et sted, umoden og selvoptaget. Men hun er ikke så dum, at hun helhjertet tror på den stivnede idyl. Det kan jeg trods alt ikke tro om hende, tænker jeg. Uanset hvor blåøyet hun er, må hun have på fornemmelsen, at den stivnede idyl er en falsk bekræftelse af hendes sentimentalitet. Og det er netop det kyniske ved hende. At hun bidrager til opretholdelsen af falske billeder gennem sit mere eller mindre bevidste selvbedrag. (s. 32)

(følte æ mæ truffet? Ja, litt. Men det går fint.)

¹Skutt i filler-spillet e nokka æ ikke klare å unnslippe, i så stor grad at det har fått sin egen tag, men det handle i korttekst om et semi-traumatisk sitat fra boka, som hver gang æ tenke på det gjør at æ ikke kan spise granatepla på en stund: «Den varme seige massen av sæd, som frø fra et granateple, er skutt og sprengt inni meg.» (æ har et granateple ligganes hjemme akkurat nu, sørgelig nok)